TEKNIK-, KLIMA- OG MILJØPOLITIK

TEKNIK-, KLIMA- OG MILJØPOLITIK

Socialdemokratiet ønsker at udvikle Guldborgsund som en kommune, hvor vækst, grøn omstilling og fællesskab går hånd i hånd. Teknik, klima og miljø er afgørende områder, hvor vi både skal skabe bedre rammer for borgere, erhverv og turister – og samtidig tage ansvar for fremtiden.

I denne byrådsperiode har vi været aktive parter i den grønne trepart, og vi har haft stort fokus på udvikling og bæredygtighed i hele kommunen. Projekter som Vores Nordøstfalster, Byfornyelse i Sakskøbing og Destination Sydfalster er konkrete eksempler på, hvordan vi skaber grøn og lokal forandring med bred opbakning fra borgere, erhvervsliv og civilsamfund. Kommunens udvalgsstrategi fremhæver desuden indsatsen for at udnytte potentialet som grøn turistdestination, herunder især cykelturisme og naturturisme gennem partnerskaber og helhedsorienteret planlægning.

Men udvikling kræver også, at vi håndterer fortidens udfordringer. I mange år har borgere i blandt andet Sakskøbing lidt under voldsomme regnmængder og utilstrækkelig klimasikring. Det har vi taget alvorligt. Vi har arbejdet målrettet for at finde en holdbar løsning. Nu etableres der både et nyt pumpeanlæg og et bassin, der kan opsamle 2.500 kubikmeter regnvand. Det er grøn handlekraft i praksis – og den linje vil vi fortsætte.

Klimasikring der beskytter mennesker og værdier

Vi tager klimaforandringerne alvorligt og vil beskytte borgere, bygninger og kystområder med tidlige klimatilpasningsløsninger – samtidig med at vi sikrer ren natur, grundvand og biodiversitet på vejen mod klimaneutralitet i 2050.

Gode maritime rammer

Guldborgsund skal udnytte sine maritime potentialer ved at styrke havne, fiskeri, sejlads og maritime erhverv med respekt for klima og havmiljø – og samtidig udvikle kommunens havne som levende havne med bedre service, takster og faciliteter for borgere og besøgende.

Infrastruktur

Vi vil sikre gode og vedligeholdte veje, udvikle cykelstier gennem nationale lånepuljer og partnerskaber – integreret i skole- og bylivsplanlægning – for at styrke folkesundhed, turisme og erhverv samt skabe en bæredygtig infrastruktur.

Bæredygtig byudvikling med borgerne i centrum

Vi vil skabe vækst og grøn omstilling gennem lokal forankring, borgerinddragelse og bæredygtig by- og boligudvikling med fokus på grønne løsninger, alternative boformer og attraktive rammer for alle livsfaser.

Derfor vil vi..

  • Tæt samarbejde med Guldborgsund Forsyning og REFA om langsigtede klimasikringsplaner
  • Beskytte og forbedre grundvandsområder og drikkevandsboringer
  • Gennemføre en opdateret indsats for bekæmpelse af forurening i jord og vand
  • Mere bynær natur – grønne lommer og biodiversitet i boligområder
  • Videreudvikle de kommunale havne som både erhvervs- og fritidshavne
  • Vi vil have undersøgt vores maritime miljøer (herunder takster, service og fællesarealer i havnene) til glæde for lystsejlere og sejlturister.

Vi vil tage ejerskab over den boligpolitik, der er blevet vedtaget i byrådsperioden 2022-2025, og fortsat have fokus på sunde boliger og bæredygtigt boligbyggeri.