BESKÆFTIGELSES- OG ERHVERVSPOLITIK
I perioden 2022–2025 er erhvervsvenligheden i Guldborgsund Kommune styrket markant. Vi har haft fokus på at skabe bedre vilkår for erhvervslivet, fremme salget af erhvervsgrunde og understøtte vækst i både eksisterende og nye virksomheder. Særligt har vi sat strøm til udviklingen af erhvervskultur og turisme – to nye og lovende fokusområder, hvor Guldborgsund har stort, men hidtil uforløst, potentiale. Det arbejde agter vi at fortsætte og styrke.
Men et stærkt erhvervsliv skal gå hånd i hånd med et ansvarligt arbejdsmarked. I Socialdemokratiet ønsker vi mere social ansvarlighed og tættere samarbejde med virksomheder, civilsamfund og de øvrige politiske udvalg. Vi tror på, at flere ledige kan få fodfæste på arbejdsmarkedet, når vi arbejder sammen – og når vi ser mennesket før systemet.
Samtidig står vi midt i implementeringen af beskæftigelsesreformen. Det kræver en indsats, hvor værdighed, faglighed og fleksibilitet går forud for regler og kontrol. Vi vil sikre, at både borgere og medarbejdere bliver mødt med tillid – og at Guldborgsund bliver en kommune, hvor alle har mulighed for at bidrage, udvikle sig og finde deres vej i arbejdslivet.
Mere værdighed
I Socialdemokratiet ser vi altid mennesket før systemet. Vi vil møde borgere med respekt og anerkende deres ressourcer – ikke blot som tal i et skema. Det kræver, at vi sætter fokus på den enkeltes kompetencer, styrker motivationen og skaber forløb, der giver ledige en reel mulighed for at komme videre. Derfor vil vi samarbejde tæt med virksomheder, som tør se potentialet i borgere, der har brug for en ny chance.
Større frihed
Frihed handler om tillid – både til medarbejdere og borgere. Vi vil give jobcentermedarbejdere større faglig frihed til at bruge deres viden og tid på det, der virker, frem for kontrol og skemaer. Samtidig skal borgere mødes med fleksible løsninger, der tager højde for deres behov og situation. Friheden skal styrkes gennem samarbejde mellem kommune, fagbevægelse og erhvervsliv, så flere borgere får adgang til gode, trygge job.
Færre regler
Alt for mange oplever, at bureaukrati og regler står i vejen for at komme videre i deres liv. Vi vil skære ned på unødvendig dokumentation og sikre, at forløb bliver mere enkle og overskuelige. Når vi bygger på tillid frem for kontrol, kan vi give borgerne ro til at skabe overblik og fokusere på deres fremtid på arbejdsmarkedet.
Integration
For Socialdemokratiet er integration lig med arbejde, sprog og respekt for de værdier, vi deler i fællesskabet. Samtidig kræver god integration trygge rammer i familien og stærke fællesskaber, hvor både børn og voksne kan trives. Vi vil derfor styrke danskundervisning koblet til job og uddannelse, skabe flere integrationsforløb i samarbejde med virksomheder og støtte familier i at opbygge et stabilt og trygt hverdagsliv.
Uddannelse og samarbejde
Nykøbing skal fastholdes og udvikles som en stærk uddannelsesby. Det kræver brobygning fra grundskole til ungdomsuddannelser og videre, samt et tæt samarbejde på tværs af kommuner, institutioner og erhvervsliv. Vi vil styrke de eksisterende uddannelsesinstitutioner og skabe de bedste rammer for, at unge og voksne kan tage en uddannelse lokalt.
Derfor vil vi …
- Skabe en værdig beskæftigelsesindsats, hvor mennesker mødes som ressourcer – ikke systemer. Der skal skabes nye samarbejdsformer, arbejdspladser og fastholdelse i job, tilpasset den enkeltes situation og evner. Det skal ske gennem samarbejde mellem kommunen, civilsamfundet (f.eks. NGO’er) og borgere.
- Give medarbejdere større frihed og borgere mere fleksibilitet i deres forløb.
- Skære ned på regler og bureaukrati, så der bliver tid og ro til det, der virker.
- Sikre, at integration bygger på arbejde, sprog og fællesskab – og trygge rammer for familier.
- Tale erhvervsuddannelserne op, sikre flere lærepladser og ordentlige ungdomsboliger, og løfte ufaglærte til faglærte.

